Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Offentliggørelse af vores nye fælles skoles navn - Odinskolen

Pressemeddelelse fra Odense.dk:

Navnet på den kommende fusionerede skole i Vollsmose bliver Odinskolen. Som de første fik eleverne nyheden her til morgen, da de mødte i skole.

- Det er et fint og stærkt navn. Odinskolen giver mening, fordi det passer til, at skolen ligger i Odense, tæt på Odinsbroen og så var Odin en klog gud ifølge den nordiske mytologi, lyder det fra Raghad Al-Badri, Laki Mokhtar Mohamed og Ibrahim Abdulkadir Haji Jama Farah, der er elevrådsrepræsentanter på de nuværende skoler, H. C. Andersen Skolen og Abildgårdskolen.

Hver årgang på de to nuværende skoler har i fællesskab fået idéer til navne til den nye skole, og fra den pulje har de to elevråd sammen indstillet de bedste forslag. De to skolebestyrelser prioriterede efterfølgende fire mulige navne, som Børn- og Ungeudvalget på deres møde i går skulle vælge imellem.

- Vi var ikke i tvivl. Den nye skole skal hedde Odinskolen, da det er et stærkt og godt navn til en ny skole. Det er også et stærkt signal, at børnene har været en del af den demokratiske proces med at finde det nye navn. Vi håber, at det har bidraget til at bringe eleverne tættere sammen, lyder det fra udvalget, der fortsætter:

- Odinskolen skal kendes i Odense for at være en skole med høj faglighed, fremragende forældresamarbejde samt glade og dygtige børn.

Tankerne bag navnet
I indstillingen af Odinskolen som nyt navn, har eleverne begrundet det med, at det hører sammen med Odense som bynavn, er et "stærkt" navn og at den ligger tæt på Odins bro. 

De tre elevrådsrepræsentanter er enige om, at det har været vigtigt, at eleverne har været involveret i processen.

- Det er en god ide, at eleverne har haft en stemme og har fået lov til at foreslå navne til den nye skole. Vi samarbejdet godt om det. Det har betydet, at eleverne fra de to skoler føler sig som et fællesskab. Det er en god tanke, at vi har været med til at sætte et aftryk, som får betydning for vores mindre søskende, siger Raghad Al-Badri, Laki Mokhtar Mohamed og Ibrahim Abdulkadir Haji Jama Farah, der regner med, at eleverne vænner sig til det nye navn efterhånden som skolen bliver moderniseret. 

Navnet er gældende fra starten af næste skoleår, 21/22.

Baggrunden for den nye skole
I forbindelse med "Den sidste Vollsmose plan' og på baggrund af et faldende elevtal på de to skoler i Vollsmose, besluttede Byrådet i april at fusionere skolerne til én ny, hvor kræfterne samles. Der er afsat 56 millioner kroner til modernisering af skolen. 

Moderniseringen vil fortsætte ind i næste skoleår. Der vil derfor være en periode, hvor nogle klasser skiftevis vil have til huse på den nuværende H.C. Andersen Skole, selv om skolerne er fusionerede til Odinskolen.

Den fusionerede skole vil have omkring 650 elever.

Senest er der med budgetforliget for 2021 besluttet at sætte 25 millioner kroner yderligere af til at udvikle rammerne om den nye skole. De afsatte midler skal bidrage til at lave den bedst mulige skole i Vollsmose med et stærkt robottema og fokus på teknologi i undervisningen.